Vedligehold af fodtøj
For at få det optimale ud af dit fodtøj, er der visse ting inden for rengøring og pleje, der er vigtige at overholde. Den rigtige pleje af dit fodtøj forlænger fodtøjets levetid betydeligt.
Gode råd:
- Løsne snørebåndene godt og brug et skohorn, når du tager fodtøjet på. Derved ødelægger du ikke hælkappen.
- Snørebåndene skal løsnes helt op, før du tager fodtøjet af. Træd aldrig på hælen for at tage fodtøjet af.
- Dit fodtøj skal have lov til at hvile med jævne mellemrum. Hav gerne flere par at skifte imellem.
- Vælg dit fodtøj med omhu. Vælg sko, der passer til din fod, og som har god komfort. Vælg fodtøj, der passer til dit arbejdsmiljø.
- Hvis dit sikkerhedsfodtøjet bliver beskadiget, er der risiko for, at sikkerheden i tåkappen er nedsat. Derfor bør beskadiget fodtøj altid udsikftes. Udskift under alle omstændigheder fodtøj, hvor tåkappen er synlig, eller hvor slidmønstret i sålen er slidt ned.
Rengøring og pleje:
- Inden du tager dit nye fodtøj i brug, anbefales det at bruge en diffusionsåben imprægnering spray tre gange med en halv times mellemrum og derefter efter behov. Derved trænger imprægneringen ind i overdelsmaterialet og gør det vand-, snavs-, og fedtafvisende.
- Efter brug skal fodtøjet altid stilles et tørt og ventileret sted, og IKKE direkte på/ved en varmeflade, så som en radiator. Løft indlægssålerne op, inden de stilles til tørring. Stilles fodtøjet et sted, hvor der er for varmt, vil læderet tørre ind og have risiko for at knække.
- Fjern evt. snavs og støv fra fodtøjet med en børste.
- Rengør om nødvendigt fodtøjet udvendigt med en blød klud og evt. lidt sæbe.
- Fodtøjet skal ALTID efterbehandles med skocreme. Brug skocreme, når fodtøjet er rengjort. Plejemidlet smidiggør læderet og frisker farven op. Det er let at polere op med en blankebørste.
- Både imprægnering og skocreme fra LeBOCK indeholder Flour-Chemical, som gør, at fodtøjet bevarer sin åndbarhed. Læder og skind påvirkes ikke negativt af disse produkter.
Læder, der ikke vedligeholdes, mister sin evne til vandafvisning og bøjelighed. I værste fald vil det revne. Vi ved af erfaring, at den daglige pleje kan være svær at overholde, men følger du ovenstående råd, vil dit fodtøjs levetid forlænges betydeligt. Samtidig sikrer det dig også, at garantien på fodtøjet opretholdes.
GORE-TEX®
Pleje af fodtøj med GORE-TEX® membraner må kun gøres med plejemidler, som er godkendt til dette. Ellers kan det bevirke, at læderets åndbarhed lukkes, og membranen kan derfor ikke ånde. Brug IKKE læderfedt på fodtøj med membraner, da det lukker for membranens åndbarhed.
Hos LeBOCK sælger vi plejemidler, som stort set kan bruges til alle typer fodtøj, med og uden membraner.